Fem veje til ph.d.en – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Ph.d. > Bliv ph.d. > Interview > Fem veje til ph.d.en

02. februar 2017

Fem veje til ph.d.en

Af Sacha Meyer, sprogpsykologistuderende

Ph.d.-stipendier

Frie forskningsstipendier på HUM blev i efteråret igen slået op efter et år uden optag på grund af økonomiske nedskæringer. Der er dog kvalificeret kamp om pladserne, og faktisk kommer de fleste af HUM’s ph.d.-studerende ad andre veje end via fakultetets egne stipendier. Drømmer du om en forskningskarriere, kan det derfor godt betale sig at se i flere retninger. Her fortæller fem ph.d.-studerende med forskellige stipendietyper om deres valg og giver gode råd.

Tine Hindkjær Madsen, fakultetets frie ph.d.-stipendier


Tine Hindkjær Madsen er cand.mag. i filosofi. Ph.d.-stipendiat på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling. Projektet er finansieret af Det Humanistiske Fakultet.

Hvad går dit projekt ud på?

- Grundlæggende handler det om, hvornår man er moralsk begrundet i at begå civil ulydighed. Civil ulydighed er en form for politisk protest, hvor man bryder en lov med det formål at kommunikere sin utilfredshed med en given politik, eller at noget i samfundet bør forandres. I et demokrati må loven siges at have en vis moralsk vægt, fordi beslutninger om, hvad der skal være lovligt eller ikke lovligt, er taget på baggrund af en procedure, hvor folk ideelt set har haft lige mulighed for indflydelse. Så man bør egentlig også respektere de love, som ens medborgere går ind for. Det er lidt af et dilemma. Jeg undersøger, hvad der skal til for, at det er moralsk acceptabelt at begå civil ulydighed.

Hvordan har vejen mod ph.d.en set ud for dig?

- Jeg elskede at læse filosofi, og jeg blev også lidt opfordret til at forske undervejs. På kandidaten kom jeg med i en forskningsgruppe, fordi min tidligere underviser spurgte, om jeg ikke ville være med. Det var lærerigt og sjovt og gav mulighed for at opleve, hvordan forskningen på KU foregår, og det gav et netværk, som man kunne spørge til råds om at få en ph.d.

- Jeg søgte stipendiet i december og fik svar i juni; det er vildt, at det tager så lang tid. Jeg var meget glad for at få stipendiet i første forsøg. Jeg havde fået at vide, at der generelt er mange kvalificerede ansøgninger, så selvom du er kvali­ficeret, kan du ikke regne med at få det.

Hvilke fordele er der ved det frie ph.d.-stipendium?

- Jeg har selv valgt mit projekt, og jeg har rigtig meget frihed til selv at forme og videreudvikle det undervejs. Det, tror jeg, er den helt store fordel. Og så kan jeg rigtig godt lide at arbejde selvstændigt og planlægge min tid.

- Jeg har været ret heldig, for der er en del ph.d.er her på filosofi, og flere arbejder ligesom jeg med praktisk filosofi. Her er nogen at sparre med og godt at være socialt, og det værdsætter jeg virkelig. Jeg havde ellers hørt, at det godt kunne være ensomt at skrive ph.d.

Hvilke udfordringer er der?

- Jeg kan sammenligne med de ph.d.er, som jeg deler kontor med. De er del af et seniorforskerprojekt, hvor flere arbejder inden for det samme afgrænsede emne. Jeg går ud fra, at de har virkelig god sparring. Folk er bare mere engagerede, når de selv har et ’stake’ i projektet. Jeg har været heldig, men en af de risici, der er ved et frit projekt, er, at du godt kan komme til at sidde med det alene.

- Det kræver også meget selvdisciplin. Jeg har altid været rigtig god til at aflevere ting til tiden, men at skrive en ph.d. er alligevel noget andet. Du har først deadline om tre år, så du skal selv finde ud af at sætte delmål.

Hvilke gode råd kan du give til dem, der overvejer samme stipendietype som dig?

- Jeg vil helt klart råde folk til at deltage aktivt i de eksisterende forskningsgrupper. Et godt råd er også at møde op og deltage, når der er konferencer og workshops på stedet.

- Derudover tror jeg også, at de er begyndt at se på, om man kan finde ud af at aflevere specialet til tiden. De vil gerne have, at de ph.d.-studerende afleverer deres projekter til tiden, og så er specialetiden måske lidt en indikation. Det er også smart at have beskæftiget sig med kommunikation, for det er også en stor del af det at skrive ph.d. En del af arbejdsforpligtelsen er, at man skal kunne formidle sin egen forskning. Sidst men ikke mindst er det selvfølgelig også vigtigt at tage kontakt til andre ph.d.-studerende og seniorforskere inden for det område, du gerne vil arbejde med. Spørg dem om, hvad mulighederne er for at blive ph.d., og hvordan man gør. Folk er generelt villige til at hjælpe.

Lene Rotne, ph.d.-stipendium uden for universiteterne


Lene Rotne er cand.mag. i italiensk med sidefag i dansk. Ph.d.-stipendiat på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk (ENGEROM) for Dansk Sprognævn. Projektet er finansieret af Det Frie Forskningsråd for Kultur og Kommunikation.

Hvad går dit projekt ud på?

Det handler om unge, sprog og Facebook. Jeg undersøger, hvordan danske og italienske unge skriver på Facebook og i deres skolestile, og om hvilke forskelle der er i skrivemåden de to steder. I det italienske sprog er der mange flere registerlag end i det danske sprog. Man kan skrive og tale på mange forskellige måder alt efter hvor og til hvem. Tidligere undersøgelser viser, at italienske unge har en langt større retorisk bevidsthed end danske unge. Jeg kunne godt tænke mig at se, om det stadig er sådan, og om de danske skoler måske kunne lære noget af undervis­ningen i Italien.

Hvordan har vejen mod ph.d.en set ud for dig?

- Jeg elskede virkelig at skrive speciale. Alle­rede på det tidspunkt fandt jeg ud af, at forskning måske var det, jeg skulle, og da jeg blev kandidat, begyndte jeg at søge fakultetsstipendierne på Italiensk. Jeg kendte ikke til de andre typer på det tidspunkt. Jeg søgte flere gange og fik altid gode vurderinger, men alligevel afslag i sidste ende.

- Jeg røg lige ud i finanskrisen, da jeg blev kandidat, så det var svært at finde job. Jeg kom på et jobsøgningskursus, hvor jeg hørte om muligheden for at komme i virksomhedspraktik. Jeg kontaktede derfor Dansk Sprognævn, og de ville gerne have mig i praktik. Jeg skrev blandt andet artikler til Sprognævnets tidsskrift, og så fungerede jeg som forskningsassistent for Marianne Rathje, som skrev ph.d. og også arbejdede med emnet unge og sprog. Det var en rigtig god mulighed for at få indsigt i hendes arbejde og i det at skrive en ph.d. Da løntilskudsstillingen var slut, var der ikke penge til at ansætte mig på Sprognævnet, men jeg havde fået et rigtig godt netværk. Via det fik jeg først et barselsvikariat som lektor i dansk i Beograd og efterfølgende en lignende stilling i Prag.

- I de tre år jeg var i udlandet, bevarede jeg en god kontakt med Sprognævnet og min specialevejleder fra italiensk. De vidste hele tiden, at jeg gerne ville skrive en ph.d. I 2013 sendte min vejleder mig så et opslag til de her ph.d.-stipendier uden for universiteterne og spurgte, om det var noget for mig. Jeg kontaktede Sprognævnet og sendte en projektbeskrivelse til både dem og min vejleder, for han skulle selvfølgelig være min hovedvejle­der. Jeg sendte min ansøgning, og først kom jeg på venteliste til et stipendium, men så fik jeg pengene.

Hvilke fordele er der ved den form for stipendietype?

- Jeg er på både Sprognævnet og KU. Sprog­nævnet er selvfølgelig mindre end KU, så der er mere ro, og jeg fordyber mig i det danske der. På ENGEROM fokuserer jeg på det italienske, men jeg mødes også med folk, der arbejder med fx dansk, fransk og spansk ungdomssprog. På universitetet er der torsdagsseminarer for alle, der skriver ph.d. om sprog, som jeg har fået meget ud af, og på ENGEROM har vi ind imellem ph.d.-frokoster. Jeg er også kommet med i et netværk for sprog-ph.d.er og to forskellige forskningsplatforme, hvor både lektorer og ph.d.-studerende er med på tværs af fagene. Det er en god mulighed for at holde oplæg om og få respons på sin egen forskning og høre om andres.

Hvilke udfordringer er der?

- I starten syntes jeg, at det var rigtig hårdt at komme ind på to nye arbejdspladser. Der var mange ting, jeg lige skulle ind i. To kalendere, to mailkonti og mange møder begge steder. Det kan være svært at sige nej til noget, men skal man med til alting, får man jo heller ikke skrevet den der afhandling.

- Det kan faktisk være lidt svært at omstille sig fra sted til sted. Jeg får også dårlig samvittig­hed, hvis jeg sidder mere det ene sted end det andet. Jeg har ikke fået stukket nogen regler i hovedet, men jeg prøver at fordele min tid ligeligt.

Hvilke gode råd kan du give til dem, der overvejer samme stipendietype som dig?

- Det kan være en god idé at få nogle aftaler på plads på forhånd, hvis man skal ud og samle empiri som del af projektet. Jeg har fx indsamlet data fra en skole i Rom og en skole i København. På den måde kan man i sin ansøgning vise, at man kender miljøet og har kontakter, så der ikke skal bruges tid på det i forløbet.

- Man skal ikke være bange for at kontakte folk og lufte ideen om en ph.d. for dem. Det er bare med at kaste sig ud i det. Jeg havde en idé om, at de, der fik et stipendium, altid gik den lige vej fra kandidat til ph.d. Men det er jo absolut ikke den vej, jeg er gået.

Liv Otto Hassert, ph.d.-stipendium uden for universiteterne


Liv Otto Hassert er cand.mag. i dansk med kommunikationsfaglig profil. ErhvervsPhD-stipendiat på Maersk Line IT og Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Projektet er finansieret af virksomheden og Innovationsfonden.

Hvad går dit ph.d.-projekt ud på?

- Det er et ErhvervsPhD-projekt i samarbejde mellem Maersk Line IT og KU. Kort fortalt er det en undersøgelse af global projektledelse i praksis. Frem for præskriptivt at undersøge, hvordan det skal udfoldes, så undersøger jeg det mere deskriptivt. Det er et studie af ledelse og samarbejde i komplekse virtuelle projektteams, som ofte sidder tre til fem forskellige steder rundt om i verden. Jeg under­søger, hvordan deres arbejde bliver udført på trods af de udfordringer, de sidder med til daglig.

Hvordan har vejen mod ph.d.en set ud for dig?

- Jeg tog faget ’International Business Communication’ med professor Mie Femø Nielsen. Her samarbejdede vi med Maersk Line IT omkring deres interkulturelle samarbejde mellem en afdeling i Danmark og en afdeling i Indien. Senere, mens en veninde og jeg skrev speciale om den type interaktioner, man har i virtuelle miljøer og globale samarbejder, blev ’International Business Communication Round 2’ oprettet. I den forbindelse var vi med til nogle møder hos Maersk, og her opstod ideen om en ErhvervsPhD, så derfor spurgte vi dem.

- Projektet udsprang derfor i virkeligheden af det fag, og det var godt at have en støtte i Mie Femø, som var frontperson på det. Det kan godt være lidt svært selv at tage skridtet, når man ikke helt ved, hvad det indebærer.

Hvilke fordele er der ved at være ErhvervsPhD?

- Der er mange fordele. Hvis du ligesom jeg har din empiri i virksomheden, så har du en unik adgang til stedets indre, som seniorforskere vil misunde dig, fordi det ellers kan være rigtig svært at få adgang til.

- Man skal heller ikke undervise på universitetet. Du kan vælge at gøre det, og de fleste universiteter vil også rigtig gerne have, at du gør det, men det er ikke noget lovkrav. I hvert fald ikke på HUM og heller ikke i forhold til Innovationsfonden.

- Derudover vil jeg mene, at du, når du er færdig som ErhvervsPhD, trods alt har en bedre virksomhedsforståelse end en almindelig ph.d. Selvom du ikke nødvendigvis indgår i deres dagligdag, så giver det alligevel en bedre føling med erhvervslivet. Den er vigtig efterfølgende, når man skal vælge, hvad man så vil. Der er jo ikke lektorstillinger til os alle sammen bagefter.

Hvilke udfordringer er der?

- Det med ikke at skulle undervise kan fak­tisk være en ulempe, hvis man gerne vil være underviser bagefter. Den erfaring skal man så aktivt opsøge.

- Og så kan det være svært at balancere to meget forskellige parter i ét projekt. Den ene er forskningen, som kræver fordybelse, ro og tid og er en proces, som går frem og tilbage. Den anden part er mere operationel og vil se hurtige resultater – som godt kan forstå forskningstanken, men som ikke kan vente tre år på, at der kommer et endeligt resultat. Det kræver, at man finder en måde at balancere det på. Det kan godt være lidt svært.

Hvilke gode råd kan du give til dem, der overvejer samme stipendietype som dig?

- Hvis man vil have en ErhvervsPhD, gælder det om at udnytte sit netværk både på universitetet og i virksomheden. Derudover er det også en god ide at engagere sig med sine undervisere. Det er tit dem, som kan hjælpe dig på vej, og de har også en interesse i at fremme ErhvervsPhD’er på universitetet.

- Tænk også over, hvad det er for en virksomhed, du søger hos. Og vær klar på at give dem alt det, du kan. Men pas på ikke at blive for opslugt af den ene af siderne – hverken af universitetet eller af virksomheden.

Tue Løkkegaard, ph.d. som del af et seniorforskningsprojekt


Tue Løkkegaard er cand.mag. i litteraturvidenskab med tilvalg i æstetisk tænkning. Ph.d.-stipendiat på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk. Projektet er del af det kollektive projekt ’Cultures of Topology’, der er finansieret af Det Frie Forskningsråd.

Hvad går dit ph.d.-projekt ud på?

- Det er en undersøgelse af det hverdagslige som en social erfaring i fransk samtidslitteratur. Jeg kigger på toget som en særlig genkommende figur for den form for artikulation. Der er mange forfattere fra 80’erne og op, som fokuserer på det hverdagslige som en form for social iscenesættelse af for eksempel race, køn eller klasse. De bruger meget steder til denne italesættelse, og her går toget igen, fordi toget i Frankrig har en særlig status som markør for identitet. Du har metroen i Paris, du har regionaltoget, der kobler hovedstaden med forstæderne, og så har du højhastighedstoget, som er en italesættelse af, hvordan landskabet forandrer sig på tværs af Frankrig.

Hvordan har vejen mod ph.d.en set ud for dig?

- Jeg fandt ret tidligt på mit studie ud af, at jeg ville prøve at gå ph.d.-vejen. Under mit spe­ciale sørgede jeg for at tale med min vejleder om mulighederne og om, hvordan specialet kan pege frem mod et større projekt. På det tidspunkt søgte jeg bare de frie stipendier, men fordi mit projekt godt kunne ligge inden for andre fagområder end litteraturvidenskab, begyndte jeg også at undersøge hvilke andre.

- Min specialevejleder mente, at jeg skulle prøve at kontakte Carsten Meiner fra fransk. Så jeg skrev til ham og spurgte, om han ville være eventuel vejleder på mit projekt. Han havde fået penge til et stort forskningsprojekt, hvor han syntes, at mit projekt passede rigtig godt ind, og han tilbød mig en plads. Så det var selvfølgelig tilfældigt, men det kræver også, at man opsøger heldet.

Hvilke fordele er der ved at være del af et seniorforskerprojekt?

- Mit indtryk er, at du godt kan komme til at sidde isoleret, hvis du sidder med dit helt eget projekt. Vi er min vejleder, som også leder og selv arbejder på projektet, tre postdocs og endnu en ph.d.-studerende ud over mig. Man har hele tiden nogen at sparre med.

- Fordi projektet ofte involverer samarbejds­partnere fra udlandet, skal man ikke være lige så opsøgende for at komme i kontakt med forskere fra fx USA, Frankrig eller England. Man får også mulighed for at præsentere sit projekt for andre, og det giver mange forskellige input.

Hvilke udfordringer er der?

- Det må være administrationen af tid i forhold til det store projekt og ens eget projekt. Jeg oplever dog, at jeg kan styre det lidt selv. Selvfølgelig er der ting, man skal deltage i, men hvis jeg nogle gange har følt mig stresset eller sidder i en særlig skriveproces, så kan jeg sagtens melde fra og fokusere på mit eget. Så udfordringen er egentlig mest det tidsbeto­nede. Man vil jo gerne være en del af alt det andet, for det er også skide spændende.

Hvilke gode råd kan du give til dem, der overvejer samme stipendietype som dig?

- Hvis du allerede tidligt i dit studie ved, at du vil søge ph.d., så er det smart at prøve at blive publiceret. Det giver noget på cv’et og viser, at man kan formidle problemstillinger på det forventede niveau.

- Snak med din specialevejleder. Vedkommende kan guide dig hen mod det udgangs­punkt, man skal have, når man ansøger. Få også fat i andre projektbeskrivelser, så du kan blive inspireret og se, hvad der kræves.

- Find på et godt projekt. Undersøg instituttets profil. Hvad forskes der/forskes der ikke i – så du ikke søger noget, der allerede er. Hvis ingen på instituttet ved noget om det, du har interesse for, er det også svært at se relevansen. Prøv også at søge på flere forskellige institutter.

- Der er tit fastansatte, der sidder med større projekter, som de prøver at søge penge til. Hold øjnene åbne, snak lidt med de fastansatte om, hvem der laver de her ting, kontakt så dem og prøv at blive en del af det. Hav en vis ydmyghed, men vær også fremme i skoene.

Peter Hjertholm, selvfinansiering


Peter Hjertholm er cand.polit., ph.d. i økonomi og cand.mag. i historie. Ph.d.-studerende tilknyttet Saxo-Instituttet. Studieafgiften bag forskningsprojektet er selvfinansieret.

Hvad går dit ph.d.-projekt ud på?

- Projektet handler om tidlig amerikansk histo­rie og Alexander Hamilton, der var en af The Founding Fathers i USA og har skrevet nogle af de vigtigste politiske tekster i amerikansk historie. Jeg interesserer mig for hans brug af ordet ’energy’ i sine tekster – han taler bl.a. om ’the energy of government’ og ’the energy of the tax system’. Folk tror, at det handler om kraft og energi, men det kan jeg vise, at de har misforstået. ’Energy’ bruges i dag som et videnskabeligt udtryk, men det var et kulturelt udtryk, dengang Hamilton levede. Det er konceptuel historie, hvor man tror, at et ord betyder noget, og så har det betydet noget helt andet.

Hvordan har vejen mod ph.d.en set ud for dig?

- Jeg kunne ikke få mit projekt finansieret af KU eller af fonde, fordi jeg har en ph.d. i for­vejen. Jeg er oprindelig uddannet cand.polit. og arbejdede som økonom på KU. Jeg læste historie på Åbent Universitet og fik en bachelor i historie, mens jeg stadig arbejdede som økonom. Efterfølgende blev jeg enig med min kone om at læse fuldtid, og jeg blev så cand.mag. i historie.

- Jeg prøvede at søge adjunktur og eksternt lektorat inden for kombinationen af økonomi og historie, men det var umuligt at trænge igennem. Ingen sagde det direkte til mig, men det var mit indtryk, at en ph.d. inden for samfundsvidenskaberne ikke var nok til at blive ansat inden for humaniora. Jeg tænkte, at endnu en ph.d. var nødvendig for at få en undervisningsstilling eller forskningsstilling inden for historie.

- KU har heldigvis den politik for selvfinansiering, at deres honorar kun er, hvad selve uddannelsen koster. Det er ca. 50.000 kr. om året, så i alt bliver det 150.000 kr. for tre år som ph.d.-studerende (prisen for et selvfinansieret stipendium er, siden Peter Hjertholm startede, steget til 216.000 kr., red.).

Hvilke fordele er der ved at være selvfinansieret ph.d.?

- Der er faktisk fordele. Der er ikke krav til mig ud over de faglige, fordi jeg ikke er ansat på KU. Jeg skal ikke lægge 840 timers arbejde, fx undervisning, som de andre ph.d.er skal. Det giver mere tid og fleksibilitet. Jeg kunne forestille mig, at det for ansatte ph.d.-studerende godt kan være et praktisk problem at få pligtundervisning og fx udlandsophold til at hænge sammen.

Hvilke udfordringer er der?

- Den store ulempe er selvfølgelig, at du ikke får løn i tre år. Det kræver, at du er i en finansiel situation, hvor det kan lade sig gøre. Jeg har været heldig, men det ville jo være enormt ærgerligt, hvis du på tredje år ikke kan betale de sidste 50.000 kr.

- Jeg vil tro, at udfordringerne afhænger af, hvem man er, og hvilken situation man er i. Som ph.d. skal man læse rigtig meget, forske, skrive og gå på kurser. Man skal kunne passe det ind i ens sociale situation. Jeg skal sørge for mad, at mine børn kommer i skole og den slags. Så jeg laver min ph.d. om aftenen. Det er stadig lidt som en hobby. Jeg er blevet vant til, at det er sådan, det er, men det er ikke nødvendigvis acceptabelt for alle at gøre det på den måde.

Hvilke gode råd kan du give til dem, der overvejer samme type ph.d. som dig?

- Jeg kunne forestille mig, at valget om selv­finansiering altid er forbundet med en særlig situation, hvor din familie skal finansiere dit familieliv. Måske tænker du ’tre år med 150.000, så er jeg ph.d., og så kan jeg få et job’. Problemet er, at det ofte tager længere tid at blive færdig med sin ph.d., få den godkendt og først derefter kunne gå ud på jobarkedet. Så mit råd er at tænke det hele godt igennem.